Vi modtager 10.000 kr til regulering af skarven

GoFishing Havørredpulje har i år doneret 5.000 kr. til skarvudvalget hos Vandpleje Fyn og til jagtafdelingen Havørred Als – begge foreninger regulerer skarver i vores vandløb samt ved vores kyster og fjorde.

Dansk Lystfiskeri fordobler begge beløb, så hver forening har modtaget intet mindre end 10.000 kr. til bekæmpelse af skarven.

Det er vigtigt, at vi i fællesskab gør alt, hvad vi kan, for at beskytte fiskebestandene mod skarvens prædation.

Hos Vandpleje Fyn fortæller Niklas Albrechtsen, at denne donation lander som sendt fra himlen:
”Vi har mange folk ude at regulere, og det er en dyr affære at købe patroner. Det er kun særligt udvalgte jægere, der regulerer rigtig mange skarver, som får adgang til denne pulje. Vi har simpelthen ikke penge til, at alle kan få del i den. Men det er glædeligt, at vi kan holde de mest aktive kørende hen over vinteren og foråret med denne flotte donation.”

Der er mange skarver, der i øjeblikket trækker fra nord mod de sydlige dele af Europa. Derfor kan der opstå ekstra mange skarver, der raster i kortere eller længere tid ved vores vande, hvilket belaster vores fiskebestande yderligere i denne tid.

Vi takker både GoFishing og Dansk Lystfiskeri for den flotte donation.

Med venlig hilsen
Niklas Albrechtsen

Hvis du også selv vil bidrage med penge til patroner? så kan du gøre dette ved at købe en skarv hos Odense Jagt og Fritid